Skal vi virkelig flytte helt derud, hvor kragerne vender for at få work-life-balance?
Denne uges gæsteskribent Ulrika Louisa Bjerregaard reflekterer over kontrasten mellem storbyens og landlivets tempo og den konstante jagt på livsbalancen, der fylder meget i mediebilledet.
Hun funderer over, om der kunne findes en middelvej, hvor der både er plads til karrieren og mere fritid, der kan bidrage til mental og fysisk sundhed.
- Tænk, hvis man kunne dyrke motion i arbejdstiden uden at skulle lægge timerne til i den anden ende. Eller holde fri to timer før et par gange om ugen, hente børnene tidligt, gå en tur i skoven eller tage på biblioteket sammen, uden at tænke over, at timerne skulle arbejdes ind på et senere tidspunkt.
- Bare tanken om, at jeg ikke skulle have dårlig samvittighed over det, ville være nok til at motivere mig til at få tingene gjort hurtigere, skriver hun.
Jeg morgenbader nu, hvor vandet ikke er iskoldt længere. Det er lidt længere ude end Tangkrogen. Dér, hvor vi kan komme i havet med kig ind over Aarhus. Kontrasten mellem skoven, havet og byen med sine høje huse længere inde er stor. Symbolikken i land og by, hurtig og langsom kan næsten ikke bliver tydeligere.
Det fylder meget i mediebilledet, at folk er "nødt" til at flytte fra byen og ud på landet for at få bedre livskvalitet, mere tid til familien og egne hobbies. Vi må undslippe hamsterhjulet for at blive lykkelige. Det er, som om det er enten eller. Enten kører vi med 200 kilometer i timen, eller så skal der skaleres helt ned i snegletempo.
Jeg er nysgerrig efter, om der kunne findes en middelvej, et sted, hvor vi ikke behøvede opgive karrieren for også at få tid til mere … andet, som er godt for vores mentale og fysiske helbred. For ikke at tale om den evindelige dårlige samvittighed jeg husker fra, da børnene var små, og jeg lagde mange timer væk fra hjemmet som HR-direktør i virksomheder.
Jeg har altid arbejdet meget, kan slet ikke lade være. Jeg er drevet af en vild passion for mit fag, mine fag. I dag arbejder jeg primært som forfatter. Men i mange år fyldte HR og interpersonelle relationer på arbejdspladser en stor del af mit arbejdsliv.
Kun gennem gode arbejdsmiljøer, åbne strategier og ærlighed får vi gode resultater for virksomheden og sammen.
Det har gennemsyret mig som leder, men var ikke altid i kongruens med virksomhedernes kultur, hvor mange timer var ensbetydende med større loyalitet over for firmaet. For at have gode, sunde og glade arbejdspladser kræver det, at vi trives som mennesker. Og det gør vi ikke, hvis vi ikke føler, at vi slår til over for vores børn, partnere, familier og os selv.
En anden tendens, jeg har bemærket, er, at flere vælger den traditionelle lønmodtagerkarriere fra for at blive selvstændige. Jeg lover, at de selvstændige, jeg kender, ikke arbejder færre timer om ugen, end som fuldtidsfastansatte. Vi passede ikke ind i den typiske struktur på arbejdsmarkedet.
I mange år stræbte vi efter - og gør det til dels også i dag - at blive mere effektive, opnå strategiske og personlige mål for at øge virksomhedernes omsætning. Der er intet i vejen med at udvikle sig og omsætte for mere. Dette er ikke et socialistisk manifest, der vil kapitalismen ned med nakken. Det er nok nærmere et manifest om at værne om sig selv samtidig med, at vi bidrager til samfundsøkonomien. Så vidt jeg ved, har vi kun det ene liv.
Min hypotese er, at vi godt kan tillade os at slække en lille smule på at jagte omsætningsmål og nyde naturen, en kaffestund med en kær, et slag Uno med børnene, læse en bog, dyrke en sport, der gør os glad.
Måske kunne vi arbejde lidt mindre og opnå de samme mål?
Det vil være individuelt, hvordan virksomheden skulle organisere sig for at give mere plads til fritid. Jeg mener, at det naturligvis ikke er ens for alle. Tænk, hvis man kunne dyrke motion i arbejdstiden uden at skulle lægge timerne til i den anden ende. Eller holde fri to timer før et par gange om ugen, hente børnene tidligt, gå en tur i skoven eller tage på biblioteket sammen, uden at tænke over, at timerne skulle arbejdes ind på et senere tidspunkt.
Bare tanken om, at jeg ikke skulle have dårlig samvittighed over det, ville være nok til at motivere mig til at få tingene gjort hurtigere.
Nu tænker I måske nok, at det er lige lovligt urealistisk. Hun er jo også forfatter med masser af tid. Når man er ansat til 37 timer, arbejder man minimum 37 timer. Faktum er, at jeg arbejder på den gode side af 50 timer om ugen, aftener og weekender. Jeg har udgivet over 50 bøger: voksenromaner og børne- og ungdomsbøger på fem år. Bøgerne er udgivet på flere sprog, men jeg arbejder, så det passer ind i en hverdag med børn og familie.
Jeg tror ikke, at vi behøver flytte på landet, sige vores job op, som mange er glade for, men simpelthen ikke kan få balance i, hvis vi slappede lidt mere af med, hvornår arbejdet blev gjort, og timerne ikke var så altafgørende.
Hvordan har jeg så tænkt mig, at vi udfører det her i praksis? Der er jo ikke én løsning, som passer alle.
Nej, vi er nødt til at lade det være op til den enkelte, hvad der passer ind i den pågældendes liv. Er det morgenbadning? Eller skovtur med børnene, hvor alle er friske? Eller padeltennis midt på dagen, mens det er til at få baner? Er det en forlænget weekend nu og da?
Som ledere skal vi gå forrest og turde slippe kontrollen. Vi skal både sige og vise, at vi ikke tæller timer. Timer er ikke nødvendigvis kvalitet. Livskvalitet kommer af noget andet, og det kan i den grad gavne virksomhederne.